Det ender med en glad bastard

af Trine Rytter Andersen

Tale ved åbningen af Michael Bredtveds udstilling

Det ender med en glad bastard, hedder udstillingen som vi nu er i færd med at åbne. Da jeg var barn, kaldte vi en bastard for et gadekryds, med reference til stedet for undfangelsen og hermed også til lattervækkende scener, hvor hjælpeløse hundeejere forsøger at mobilisere tilstrækkelig civilcourage til at udholde hinandens selskab i den halve time det tager deres 4 benede venner at kopulerer og efterfølgende ”hænge sammen” for at sikre arvefølgen.

Jeg husker særligt billedet af en rasende husmor, som i blind afmagt tærsker løs på sin egen ”Lady” og den tilløbne ”vagabond” netop i den, for hundene, helt forsvarsløse situation de befinder sig i umiddelbart efter korpuleringen. Kvinden her var åbenbart helt og aldeles uvidende om denne naturlige sammenhæng, for hun tærskede de arme kræ, så de helt ude af stand til at flygte, hylede og skreg under stokkeslagene. Heldigvis knækkede kosten til sidst! Men sandsynligheden for at de små glade bastarder ville blive kærligt modtaget i det hjem var nok ikke stor? Desværre, for på trods af vores favorisering af det racerene, er det jo en kendt sag at, i folkemunde hedder det at, bastarden er mere robust både fysisk og psykisk.

Så det ender med en glad bastard, hvis ellers naturen får lov at bestemme.

Dengang fik naturen lov til at bestemme og jeg mindes ophedede forhandlinger mellem min mor og en rødglødende landmand, der med strittende jagtgevær fremsatte trusler om vold og mord mod vores liderligt omstrejfende golden retriever, hvis ikke min mor på hundens vegne, påtog sig sin retmæssige andel af den efterfølgende forsørgelse af de til alle tider uønskede bastarder. På den måde blev vores dyrehold udvidet med en tre fire glade bastarder i løbet af de 12 år retrieveren, efterhånden med adskillige hagl i bagdelen, rendte rundt og bedækkede omegnens behørigt lænkede hunhunde.

Ad denne lille omvej tilbage til en tid hvor hundeliv i almindelighed udfoldede sig i pagt med naturens kalden, nærmer jeg mig nu udstillingen her, hvor hunden også spiller en væsentlig rolle.

For Michael Bredtved har dels selv en veludviklet fornemmelse for dyr og desuden har han et skarpt blik for, hvordan menneskene bruger dyrene til at flashe kulturelle tegn. De racerene skødehunde har fået en renæssance ikke kun i vestlig metroseksuel selviscensesættelses-kulturer men også i østens nye storbyøkonomier. Globaliseringen main-streamer verdens storbysamfund, hvor hunde råudnyttes som levende krammebamser. Kæledyr gerne bærbare og iført modetøj og assesories, som matcher ejerens stil og understøtter dennes selvforståelse er blevet en del af massekulturen.

Nu er det ikke kun filmstjerner og sexsymboler som Elisabeth Taylor og musikidoler som Michael Jackson, der udstiller sig selv i offentligheden iført besløjfede skødehunde og påklædte abekatte. I dag hvor dyremoden har fundet fodfæste i massekulturen, er dyret blevet frigjort fra kunsten, i en form for neobarok kunne vi kalde det, hvor det anvendes som ’attribut’ eller tegn for sociale, erotiske og kulturelle værdier, som ejerne åbenlyst og via stedfortræder, ønsker at flashe til omverdenen.

Disse iscenesatte, til tider næsten syntetiske dyr, er i den japanske forbrugerkultur, som har inspireret denne udstilling, en direkte forlængelse af moderne kulturs mest karakteristiske emblem, nemlig det at alt levende gøres til objekter i forbrugs-samfundet.

Det interessante opstår, når man som Michael Bredtved, begynder at se nærmere på selve udvekslingen mellem dyr og menneske og derved bliver opmærksom på, hvorledes de to nærmest symbiotisk udveksler og bytter tegn: Vi er vænnede til, at opfatte tegnene i modsatrettede par som dyr - menneske, kultur - natur, kontrolleret og ukontrolleret seksualitet, men i symbiosen mellem det iscenesatte kæledyr og dets lige så iscenesatte ejer, bliver polariteterne ophævede, og der skabes en latent mulighed for legitim overskridelse af bundne normsæt.

Således er det erotiske moment åbent på en tvetydig og afvæbnende facon, som næsten er barnlig i sit tuttenuttede og overdekorerede udtryk. Denne kombination af tildækkethed i form af kvindens og dyrets udklædning og utilsløret åbenhed i form af deres indbyrdes kælne relation, skaber en situation i det offentlige rum, hvor betragteren/manden kva sit blik udløser erotisk adfærd hos kvinden, som umiddelbart tilfredsstiller sit eget behov hos dyret. Det er en trekant-by-proxy, hvor hunden bliver genstand for projiceret erotisk opmærksomhed og tvinges til via sin forklædning som menneske, at maskere det ellers åbenlyse og ilegitimt erotiske dyr- menneske forhold.

Hvilken mulighed levner denne trekant så den opstemte mand? Skal han som det forslås i udstillingen her leje hund og kaste al sin civiliserede værdighed i ringen for herefter at lade tunge, øjne og andre kropsdele springe frit frem fra deres tilbageholdte position?

Hvad er det disse overpyntede lolittadukker vil med manden? Og hvad med hunden? Hvad med dyret og det naturlige? Og hvor er egentlig den voksne mand og kvinde, der tager ansvar for deres egen seksualitet?

Det er spørgsmål, som rejses lige her i Michael Bredtveds maleriske totalinstallation.

Resultatet af krydsningen mellem japansk forbrugerisme, som den opleves af en nordeuropæisk mand, med blik for især kvinder og kæledyr, og forfaldet og nostalgien i det forladte mandskabshus på Århus havn, er i sandhed en glad bastard: For når maskulint og feminint parres i ideernes verden, er det fantasien, der styrer og den er sjældent raceren.

Der er mulighed for at gå på opdagelse i ungkarlehyblen og pigeværelset, hvor maleri og rum smelter sammen i installationer, der overdådigt kommenterer menneskenes utrættelige bestræbelser på at forvalte deres naturlighed og køn inden for rammerne af det ”civiliserede og normale”.

Det handler om at se og blive set. I Bredtveds nærgående og nysgerrige optik udviskes grænserne mellem natur og kultur i en sådan grad, at man kan blive i tvivl om, hvad der er hvad. Og spørgsmålet, om hvad det er menneskene (og dyrene) har gang i, bliver yderligere sat på dagsordenen, når man bevæger sig fra værelserne ind i de tilstødende badeværelser og køkkener, hvor små dokumentariske videoklip gentager spørgsmålet om, hvem der er dyr og hvem, der er menneske.

Det ender med en glad bastard er på overfladen en munter kommentar til øjets liderlighed og menneskelig absurditet. Og under overfladen peger udstillingen på, hvorledes erotik er knyttet til vores evne til at forveksle drøm med virkelighed - og på nogle af de konsekvenser det kan få.

Det ender med en glad bastard

Tale ved åbningen af Michael Bredtveds udstilling

Det ender med en glad bastard, hedder udstillingen som vi nu er i færd med at åbne. Da jeg var barn, kaldte vi en bastard for et gadekryds, med reference til stedet for undfangelsen og hermed også til lattervækkende scener, hvor hjælpeløse hundeejere forsøger at mobilisere tilstrækkelig civilcourage til at udholde hinandens selskab i den halve time det tager deres 4 benede venner at kopulerer og efterfølgende ”hænge sammen” for at sikre arvefølgen.

Jeg husker særligt billedet af en rasende husmor, som i blind afmagt tærsker løs på sin egen ”Lady” og den tilløbne ”vagabond” netop i den, for hundene, helt forsvarsløse situation de befinder sig i umiddelbart efter korpuleringen. Kvinden her var åbenbart helt og aldeles uvidende om denne naturlige sammenhæng, for hun tærskede de arme kræ, så de helt ude af stand til at flygte, hylede og skreg under stokkeslagene. Heldigvis knækkede kosten til sidst! Men sandsynligheden for at de små glade bastarder ville blive kærligt modtaget i det hjem var nok ikke stor? Desværre, for på trods af vores favorisering af det racerene, er det jo en kendt sag at, i folkemunde hedder det at, bastarden er mere robust både fysisk og psykisk.

Så det ender med en glad bastard, hvis ellers naturen får lov at bestemme.

Dengang fik naturen lov til at bestemme og jeg mindes ophedede forhandlinger mellem min mor og en rødglødende landmand, der med strittende jagtgevær fremsatte trusler om vold og mord mod vores liderligt omstrejfende golden retriever, hvis ikke min mor på hundens vegne, påtog sig sin retmæssige andel af den efterfølgende forsørgelse af de til alle tider uønskede bastarder. På den måde blev vores dyrehold udvidet med en tre fire glade bastarder i løbet af de 12 år retrieveren, efterhånden med adskillige hagl i bagdelen, rendte rundt og bedækkede omegnens behørigt lænkede hunhunde.

Ad denne lille omvej tilbage til en tid hvor hundeliv i almindelighed udfoldede sig i pagt med naturens kalden, nærmer jeg mig nu udstillingen her, hvor hunden også spiller en væsentlig rolle.

For Michael Bredtved har dels selv en veludviklet fornemmelse for dyr og desuden har han et skarpt blik for, hvordan menneskene bruger dyrene til at flashe kulturelle tegn. De racerene skødehunde har fået en renæssance ikke kun i vestlig metroseksuel selviscensesættelses-kulturer men også i østens nye storbyøkonomier. Globaliseringen main-streamer verdens storbysamfund, hvor hunde råudnyttes som levende krammebamser. Kæledyr gerne bærbare og iført modetøj og assesories, som matcher ejerens stil og understøtter dennes selvforståelse er blevet en del af massekulturen.

Nu er det ikke kun filmstjerner og sexsymboler som Elisabeth Taylor og musikidoler som Michael Jackson, der udstiller sig selv i offentligheden iført besløjfede skødehunde og påklædte abekatte. I dag hvor dyremoden har fundet fodfæste i massekulturen, er dyret blevet frigjort fra kunsten, i en form for neobarok kunne vi kalde det, hvor det anvendes som ’attribut’ eller tegn for sociale, erotiske og kulturelle værdier, som ejerne åbenlyst og via stedfortræder, ønsker at flashe til omverdenen.

Disse iscenesatte, til tider næsten syntetiske dyr, er i den japanske forbrugerkultur, som har inspireret denne udstilling, en direkte forlængelse af moderne kulturs mest karakteristiske emblem, nemlig det at alt levende gøres til objekter i forbrugs-samfundet.

Det interessante opstår, når man som Michael Bredtved, begynder at se nærmere på selve udvekslingen mellem dyr og menneske og derved bliver opmærksom på, hvorledes de to nærmest symbiotisk udveksler og bytter tegn: Vi er vænnede til, at opfatte tegnene i modsatrettede par som dyr - menneske, kultur - natur, kontrolleret og ukontrolleret seksualitet, men i symbiosen mellem det iscenesatte kæledyr og dets lige så iscenesatte ejer, bliver polariteterne ophævede, og der skabes en latent mulighed for legitim overskridelse af bundne normsæt.

Således er det erotiske moment åbent på en tvetydig og afvæbnende facon, som næsten er barnlig i sit tuttenuttede og overdekorerede udtryk. Denne kombination af tildækkethed i form af kvindens og dyrets udklædning og utilsløret åbenhed i form af deres indbyrdes kælne relation, skaber en situation i det offentlige rum, hvor betragteren/manden kva sit blik udløser erotisk adfærd hos kvinden, som umiddelbart tilfredsstiller sit eget behov hos dyret. Det er en trekant-by-proxy, hvor hunden bliver genstand for projiceret erotisk opmærksomhed og tvinges til via sin forklædning som menneske, at maskere det ellers åbenlyse og ilegitimt erotiske dyr- menneske forhold.

Hvilken mulighed levner denne trekant så den opstemte mand? Skal han som det forslås i udstillingen her leje hund og kaste al sin civiliserede værdighed i ringen for herefter at lade tunge, øjne og andre kropsdele springe frit frem fra deres tilbageholdte position?

Hvad er det disse overpyntede lolittadukker vil med manden? Og hvad med hunden? Hvad med dyret og det naturlige? Og hvor er egentlig den voksne mand og kvinde, der tager ansvar for deres egen seksualitet?

Det er spørgsmål, som rejses lige her i Michael Bredtveds maleriske totalinstallation.

Resultatet af krydsningen mellem japansk forbrugerisme, som den opleves af en nordeuropæisk mand, med blik for især kvinder og kæledyr, og forfaldet og nostalgien i det forladte mandskabshus på Århus havn, er i sandhed en glad bastard: For når maskulint og feminint parres i ideernes verden, er det fantasien, der styrer og den er sjældent raceren.

Der er mulighed for at gå på opdagelse i ungkarlehyblen og pigeværelset, hvor maleri og rum smelter sammen i installationer, der overdådigt kommenterer menneskenes utrættelige bestræbelser på at forvalte deres naturlighed og køn inden for rammerne af det ”civiliserede og normale”.

Det handler om at se og blive set. I Bredtveds nærgående og nysgerrige optik udviskes grænserne mellem natur og kultur i en sådan grad, at man kan blive i tvivl om, hvad der er hvad. Og spørgsmålet, om hvad det er menneskene (og dyrene) har gang i, bliver yderligere sat på dagsordenen, når man bevæger sig fra værelserne ind i de tilstødende badeværelser og køkkener, hvor små dokumentariske videoklip gentager spørgsmålet om, hvem der er dyr og hvem, der er menneske.

Det ender med en glad bastard er på overfladen en munter kommentar til øjets liderlighed og menneskelig absurditet. Og under overfladen peger udstillingen på, hvorledes erotik er knyttet til vores evne til at forveksle drøm med virkelighed - og på nogle af de konsekvenser det kan få.

skribent

Trine Rytter Andersen

baggrundsfarve