2005: Gallery BE Nagoya Japan.

I foråret 2005 var jeg sammen med en tysk kollega, inviteret til at deltage i en workshop (artists in residence) og udstilling på gallery be på Nagoya university of arts I Japan.

Rejsen til Japan foregik på følgende måde: jeg havde hvad der skulle det vise sig, fejlagtigt anskaffet mig en flybillet til Tokyo, da jeg ikke regnede med, at det var så dyrt at køre med tog til nagoya. Jeg blev klogere. Japan er et dyrt og meget langt land at rejse med tog i. Professor Nissimora på universitetet viste hvilken dato og fly jeg ville ankomme med, men jeg regnede ikke med at blive hentet i Tokyo lufthavnen, så jeg blev meget glad da jeg med jetlag og sommerfugle i maven så, at der i ankomsthallen stod en Japansk pige med et skilt hvorpå der var skrevet Michael Edtved. Hun lignede Yue en af de 6 Japanere som jeg havde mødt på en workshop på Remisen i Brande 2003. I situationen tænkte jeg , at hun havde læst og skrevet mit navn forkert. Så jeg gik stor smilende hen og præsenterede mig, hvorpå hun ønskede mig velkommen og sagde “ you have to go to “ på meget dårligt udtalt engelsk. Hun begyndte med billetter og papirer i hånden, at informerer om hvilket tog , station og hvor “ the meeting” vil finde sted. Netop som vi skulde til at gå, hører jeg en tysk stemme sige : “ sind sie Michael Edtved?” Hvorpå jeg vender mig om, og ser en ældre forretningsmand. “ nej, jeg er Michael Bredtved” ,hvorpå han hårdnakket peger på sig selv og siger: “ ich bin Michael Edtved! “ nå, siger jeg, mens jeg bøvet og smågrinende går min vej. Jeg finder selv ud af , hvordan jeg kommer med toget mod Nagoya! Ligeledes finder jeg ud af at alle Japanere næsten ser ens ud. Så efter at havde brugt en mindre formue, ender jeg på universitetet, hvor jeg møder Professor Nishimura, og min tyske kollega Gunner, som er fløjet direkte fra Hannover  til Nagoya.Vi bliver indlogeret i en lejlighed, hvor alting er af plastik og med en hulens masse sutsko, et par til alle rum, køkken, bad, wc, dagligstue, der er godt en times transport på gå-ben, Subway og damecykel til universitetet. Hvor det forventes af os, at vi arbejder og står til rådighed for eleverne den næste måneds tid. Jeg har ingen anelse om, hvad slags billeder jeg vil arbejde med. Det skal være ærligt og helst ikke forudbestemt hjemmefra, som en anden designet charterturist tur. Jeg beslutter mig for at lave nogle akvareller. Noget jeg før i tiden syntes var en noget fimset udtryksform, men man må jo lære hele tiden! Jeg anskaffer mig også nogle livsstil magasiner reklamer og anden gratis tryksager. En god måde at finde ud af den jævne mands M/K idealer på. Efter at havde malet en masse akvareller med ansigter og familie portrætter med hunde (“i love doge,”som Japanerne siger), og da jeg har nemmer ved at genkende hunden end dens ejer. (hunden er forøvrigt også et status symbol for Japaneren, jo støre hund des stører apartments) -beslutter jeg mig for at sætte den i fokus i de oliemalerier jeg producerer til udstillingen i Gallery BE. Hunden har også indirekte været årsag til, at jeg har fået lyst til at arbejde med video. Nemlig da jeg i sin tid så William Wegmans video, hvor  han isenesætter og stimulerer sine flotte Tyske Weimaraner til at lave kunst. Ligesom hunde mange gange er barrierenedbrydende mellem mennesker, er mine malerier det med de studerende. Nogle af de studerende fortæller mig, at den Japanske hund Inou (som betyder hund) Inou Shiba en lille gul stærk og hurtig spidshund. Før i tiden blev brugt som skydeskive, af Samuraierne med bue og pil fra galopperende hesteryg, så det er ikke altid lige sjovt at være menneskets bedste ven! Selvom vi nogle gange behandler dem som det laveste skidt, vil de til stadighed tilbede os som konger. Hvad der ligger af samfunds kritiske og symbolske undertoner i denne udstilling må i selv ligge og rode med.- jeg husker et gammelt stærkt symbolsk maleri af en sort hund der løber væk fra et brændende hus…..

.

Værkkategori: Maleri

2005: Gallery BE Nagoya Japan.

I foråret 2005 var jeg sammen med en tysk kollega, inviteret til at deltage i en workshop (artists in residence) og udstilling på gallery be på Nagoya university of arts I Japan.

Rejsen til Japan foregik på følgende måde: jeg havde hvad der skulle det vise sig, fejlagtigt anskaffet mig en flybillet til Tokyo, da jeg ikke regnede med, at det var så dyrt at køre med tog til nagoya. Jeg blev klogere. Japan er et dyrt og meget langt land at rejse med tog i. Professor Nissimora på universitetet viste hvilken dato og fly jeg ville ankomme med, men jeg regnede ikke med at blive hentet i Tokyo lufthavnen, så jeg blev meget glad da jeg med jetlag og sommerfugle i maven så, at der i ankomsthallen stod en Japansk pige med et skilt hvorpå der var skrevet Michael Edtved. Hun lignede Yue en af de 6 Japanere som jeg havde mødt på en workshop på Remisen i Brande 2003. I situationen tænkte jeg , at hun havde læst og skrevet mit navn forkert. Så jeg gik stor smilende hen og præsenterede mig, hvorpå hun ønskede mig velkommen og sagde “ you have to go to “ på meget dårligt udtalt engelsk. Hun begyndte med billetter og papirer i hånden, at informerer om hvilket tog , station og hvor “ the meeting” vil finde sted. Netop som vi skulde til at gå, hører jeg en tysk stemme sige : “ sind sie Michael Edtved?” Hvorpå jeg vender mig om, og ser en ældre forretningsmand. “ nej, jeg er Michael Bredtved” ,hvorpå han hårdnakket peger på sig selv og siger: “ ich bin Michael Edtved! “ nå, siger jeg, mens jeg bøvet og smågrinende går min vej. Jeg finder selv ud af , hvordan jeg kommer med toget mod Nagoya! Ligeledes finder jeg ud af at alle Japanere næsten ser ens ud. Så efter at havde brugt en mindre formue, ender jeg på universitetet, hvor jeg møder Professor Nishimura, og min tyske kollega Gunner, som er fløjet direkte fra Hannover  til Nagoya.Vi bliver indlogeret i en lejlighed, hvor alting er af plastik og med en hulens masse sutsko, et par til alle rum, køkken, bad, wc, dagligstue, der er godt en times transport på gå-ben, Subway og damecykel til universitetet. Hvor det forventes af os, at vi arbejder og står til rådighed for eleverne den næste måneds tid. Jeg har ingen anelse om, hvad slags billeder jeg vil arbejde med. Det skal være ærligt og helst ikke forudbestemt hjemmefra, som en anden designet charterturist tur. Jeg beslutter mig for at lave nogle akvareller. Noget jeg før i tiden syntes var en noget fimset udtryksform, men man må jo lære hele tiden! Jeg anskaffer mig også nogle livsstil magasiner reklamer og anden gratis tryksager. En god måde at finde ud af den jævne mands M/K idealer på. Efter at havde malet en masse akvareller med ansigter og familie portrætter med hunde (“i love doge,”som Japanerne siger), og da jeg har nemmer ved at genkende hunden end dens ejer. (hunden er forøvrigt også et status symbol for Japaneren, jo støre hund des stører apartments) -beslutter jeg mig for at sætte den i fokus i de oliemalerier jeg producerer til udstillingen i Gallery BE. Hunden har også indirekte været årsag til, at jeg har fået lyst til at arbejde med video. Nemlig da jeg i sin tid så William Wegmans video, hvor  han isenesætter og stimulerer sine flotte Tyske Weimaraner til at lave kunst. Ligesom hunde mange gange er barrierenedbrydende mellem mennesker, er mine malerier det med de studerende. Nogle af de studerende fortæller mig, at den Japanske hund Inou (som betyder hund) Inou Shiba en lille gul stærk og hurtig spidshund. Før i tiden blev brugt som skydeskive, af Samuraierne med bue og pil fra galopperende hesteryg, så det er ikke altid lige sjovt at være menneskets bedste ven! Selvom vi nogle gange behandler dem som det laveste skidt, vil de til stadighed tilbede os som konger. Hvad der ligger af samfunds kritiske og symbolske undertoner i denne udstilling må i selv ligge og rode med.- jeg husker et gammelt stærkt symbolsk maleri af en sort hund der løber væk fra et brændende hus…..

.

Værkkategori

Maleri

værkretning

vandret

baggrundsfarve